Stjernesejlads og Jorden Rundt er træningsbaner, der primært udvikler sejlerne teknisk og så er det nogle sjove og anderledes måder at sejle på.
At give unge sejlere fra 8 til 15 år en sjov og let tilgængelig mulighed for at dygtiggøre sig inden for sejlsporten og skabe et netværk. Projektet er et samarbejde mellem KDY, KØS og Sejlklubben Sundet og retter sig mod disses ungdomssejlere.
Håbet er, at andre klubber kan se værdien i projektet og på sigt vil være med til at skabe sejlersamlinger på Øresundskysten.
Formålet er, at sejlerne skal ud og møde andre, samtidigt med at sejle i nye klubber.
Projektet er bygget op af en samling i Svanemøllen hos KØS og Sejlklubben Sundet. Samlingen skal udvikle sejlernes færdigheder og give dem en sjov weekendaktivitet, de kan se frem til. Mange idrætsgrene har kampaktiviteter hver weekend – der har sejlsporten ikke, særligt dem der ikke sejler kapsejlads. Formålet er at skabe denne aktivitet, så den på sigt kan foregå månedligt i samarbejde med andre klubber. Herved vil sejlerne ofte møde hinanden på tværs af klubtilhørsforhold og dermed kan de skabe relationer uden for deres normale klubaktivitet.
Der sejles i en lille 2-mandsjolle (Feva) specialdesignet til denne aldersgruppe, evt. suppleres med J/70 kølbåde. Både meget erfarne sejlere og mindre erfarne sejlere kan få stor glæde af begge typer, da de kan udfordre med den asymmetriske genakker og de mange trimmuligheder. Ud over joller og kølbåde, benyttes kajakker og SUP boards.
Vi forventer 40-45 sejlere og derudover 15 frivillige/trænere.
For at gøre konceptet lettilgængeligt, skal sejlerne kun medbringe deres eget sejltøj og gode humør, hvilket adskiller sig fra den almindelige kapsejlads, hvor man selv skal medbringe sin egen jolle. KDY, KØS og Sejlklubben Sundet stiller joller, kølbåde, ribs og trænere til rådighed. Dette koncept muliggør samkørsel og sågar brugen af offentlig transport. Forældrene vil også opleve at skulle bruge færre timer, da joller og kølbåde ikke skal pakkes til transport og rigges til inden sejlads.
Fokus er på at sejlerne skal opleve en sjov, hyggelig og inspirerende dag på vandet fyldt med sejlglæde. Der bliver fælles frokost for at skabe nye relationer og for at sikre energi til hele dagen. I stedet for præmier vælger vi at give deltagerne en goodiebag med indhold, som kan bruges i deres fremadrettede sejlads og som et herligt minde fra dagen.
På vegne af KDY, KØS og Sejlklubben Sundet